Home sweet home

Lørdag den 17. marts satte jeg fødderne på dansk grund igen.. til lidt af en overraskelse. Jeg havde ikke forventet den store velkomstkomite, så jeg blev meget overrasket (glædeligt) da jeg kom ud i ankomsthallen og så Sigrid, Alva, Helle, Brian, Mads, Tina, Karen, Jan, Mie, Astrid, Rasmus og Anette stå med banner, plakater og flag. 1000 tak for velkomsten!

Hjemme i forstaden ventede Misse Møhge - og der var også gensynsglæde!

Nå, eventyret er overstået, jetlag'et forsvinder vel og indtrykkene falder måske på plads med tiden. Lige nu føles det som om jeg "bare" har været på en kort ferie, men det ved jeg jo godt jeg ikke har, men fordøjelsesprocessen er ikke gået i gang endnu. Ved ikke hvornår den rammer mig, men tager det stille og roligt.

Den sidste uge havde jeg selskab af Marie og Lene - 1000 tak til jer, fordi I tog den lange vej, og sikrede at jeg kom godt hjem ;)

Fantastisk og også lidt underligt nu at være "afhængig" af andre. Vi turistede den og gik tusindvis af skridt (og det ved jeg, for Lene havde skridttæller med!). Der er ikke så meget andet at sige end at New York City holder hele vejen - den by er bare fabulous!

Og det skader jo ikke med 20+ grader i Central Park

Marie spurgte mig i New York hvilken oplevelse der var den bedste på hele turen - og der blev jeg nødt til at melde pas. Jeg aner det ikke. Der har været rigtig mange fede og forskellige oplevelser, men ikke en der skiller sig ud.

Til slut er det store spørgsmål så, om jeg fik det ud af turen jeg ville - og svaret er JA. Ikke at jeg tog afsted med en forkromet plan, men ambitionen var at få nye impulser og styr på mit liv. Det kan jeg sætte et stort fedt hak ved - men jeg kan ikke sige hvordan og hvornår det indtraf - det var vist en løbende proces :)

Ville jeg gøre det igen? Næppe! Det har sine begrænsninger - men selvfølgelig også sine fordele - at rejse alene. Jeg havde brug for at komme væk og samle tankerne, så jeg fortryder absolut ingenting, men håber da, at jeg næste gang har en rejsekammerat :)

Som Johannes V. Jensen skrev "for at komme godt hjem, må man rejse ud"

Amen!

PS - tak for hilsner, kommentarer, "skypening" mm undervejs :)

ah... New York!

It's good to be back! Ikke at jeg ikke vidste hvor fedt her er, men havde lidt glemt det, siden sidste besøg i oktober 2010.

Indtil Lene og Marie kommer på fredag, bor jeg hos Rob og Pilar i Williamsburg. De bor i en penthouse lejlighed på ca  92 m2 i to etager. Der er 3 værelser, hvoraf de selvfølgelig har et, det andet "tilhører" Sean - deres australske roommate - og det tredje er til airbnb gæster. I vanlig New York stil er det småt, men godt - og de har deres egen store terrasse med en glimrende udsigt, men den slår dog ikke tagterrassen (som tilhører underboerne) hvor der er en fantastisk udsigt over Manhattan

Nå ja, så må jeg ikke glemme katten Gizmo, som var vældig interesseret i min kuffert...

Søndag gik turen til "the Boonies" - som i en togtur til Dover, NJ hvor Jeryl og hendes mand Joe hentede mig, og så kørte vi til Hackettstown hvor de bor. For dem der ikke ved det, så arbejdede jeg sammen med Jeryl hos Borealis.

Joe havde sørget for store frikadeller og Carlsberg, så jeg kunne få lidt mad "hjemmefra". Det var superhyggeligt at se dem igen, og skønt at blive forkælet :)

I dag, mandag, har jeg trisset rundt i Williamsburg - nærmere betegnet Bedford Ave. Det fede ved New York er at man bare kan gå/stå og kigge på mennesker, for alle typer er repræsenteret. Bare en tur i subway'en er en oplevelse :)

De næste par dage skal jeg bare slappe af og shoppe lidt - og dyrke people watching i stor stil!

Streets of Philadelphia

Det blev lidt bedre... altså vejrmæssigt.

Torsdagen blev til store-gå-dag - jeg startede med at tage på Mütter Museum - et medicinsk museum hvor jeg bl.a. så fostre i forskellige aldre, kranier, og et tværsnit af en hjerne... lækkert! NOT! Det var faktisk meget mere opkast-fremkaldende at se små fostre og en skive hjerne, end at se diverse bylder på hænder, fødder og i øjne.

Man måtte ikke tage billeder på museet, og det kan du - kære læser - være glad for. Nå, det var nu meget cool at være på et anderledes museum...

Derefter gik jeg en længere tur i Philly der bragte mig forbi City Hall, Independence Hall, Liberty Bell og Washington Square - udover alle de øvrige (mere anonyme) bygninger. Alt det traveri krævede noget energi - som jeg fandt i form af en 'original' cheese steak sandwich (og en coca cola)

Fredag var igen på med traveskoene - nu var det "the Mural Mile" der skulle tilbagelægges. Philadelphia er  vægmaleriernes hovedstad - i hvert fald ifølge Kristine. Hovedstad eller ej, så var det nogle fantastiske malerier.

Det har holdt tørt, men det har også været lidt koldt - det er åbenbart ikke gået op for vejret at det ifølge kalenderen nu er forår..

Sagde jeg tørt... det varede så indtil fredag aften, hvor Kristine havde inviteret mig med på kunstmuseum. Invitationen skyldtes at Philadelphia Museum of Art hver fredag afholder "Art After 5" - og fredag skulle hendes kæreste Stephen spille. Han er lidt af en musiker - spiller både guitar, bas og trommer. Han var en del af et større ensemble - primært trommer og percussion - der opførte en form for kontrolleret larm.

Der er ikke den bedste lyd på museet, men der var god rytme - og det mest interessante var egentlig at iagttage musikere og publikum. Nogle af musikerne forsvandt ind i deres egen verden - og det var der så sandelig også nogle fra publikum der gjorde. Der var børn, unge og ældre i en skøn sammenblanding - men dem der tog prisen var et ældre umage par - han i sorte bukser og en lys t-shirt, hun i en grøn/turkis kjole. Han lignede en der kunne være lidt udviklingshæmmet, hun lignede en der udlevede en gammel drøm om at danse på en scene...

Jeg havde ikke kamera med, så jeg kan desværre ikke dokumentere den fine optræden, men man skulle nok også have været der :)

Efter koncerten viste Kristine mig udsigten over Philly by night - et flot syn - selv i regnvejr! Jeg har aldrig set Rocky (ikke hvad jeg kan huske), men det er trapperne op til museet som Stallone åbenbart tonser op ad... uh!

Nu er det så lørdag formiddag. Jeg sidder på stationen i Philly, spiser morgenmad og venter på toget til NEW YORK CITY!

Det var så DC

Lige nu sidder jeg på en cafe i Philadelphia - det tisøsregner, så det må betyde at det er tid til endnu et blogindlæg, og det handler om Washington DC. Det bliver et rimelig slavisk indlæg - og efter min bedste hukommelse...

Jeg kom dertil sidste tirsdag aften - jeg boede privat hos Julie og Joe, deres datter Alexis på 1 år og Minu - deres kat. De bor i Arlington - vest for DC, så efter jeg afleverede bilen stod den på offentlig transport. DC kan helt sikkert være med når det kommer til offentlig transport, og selv om jeg ikke altid forstod takst-systemet, så kom jeg altid frem.

Onsdag omdøbte jeg til slapper dag. Selv om jeg havde bilen (indtil torsdag formiddag) orkede jeg ikke at køre nogle steder (undtagen supermarkedet...). Tror jeg var lidt busted efter weekenden med "børnene" - ikke at det var hårdt, men jeg var "på" på en anden måde. Det var godt vejr, så jeg gik en tur i en nærliggende park. Julie havde advaret mig om at den kunne være svær at finde rundt i, så jeg holdt mig troligt til en sti - jeg kender mine begrænsninger når det kommer til at finde vej...

Torsdag var sidste dag i "egen" bil på min 6 måneders rejse. Efter at have kørt i Miami, var DC meget afslappende, omend lidt forvirrende nogle gange (især når pilene vender forkert!)

Nå, jeg nåede frem til Alamo, afleverede bilen og fandt metroen. Efter lidt billetkaos fandt jeg Smithsonian - og gik på National Museum of American History. Jeg nåede ikke hele museet, for jeg havde kun et par timer inden jeg skulle videre til Kennedy Center, men jeg har været der før, så det var ok.

Grunden til at Kennedy Center var på min liste var dels at jeg ikke har været der før, og så var der gratis koncert med The Attacca Quartet - 4 musikere som er uddannet på Juilliard School. Skulle hilse og sige de kunne deres kram! Jeg er ellers ikke den største fan af violiner og des lige, men en time i deres selskab var slet ikke for meget. Selve Kennedy Center syner ikke af meget udefra, men det er en imponerende bygning, og den ligger jo skønt ned til Potomac River.

Fredag startede jeg med at gå forbi Blair House. Jeg havde læst at Dannebrog vajede over bygningen, da det var her Helle Thorning boede under sit besøg. Havde det ikke været for afspærringer og en sikkerhedsvagt, kunne det have været sjovt at banke på, og høre om hun ikke lige kunne tage mig med ind the White House.

Tror helt sikkert Obama ville være frisk på den ide... Det er ikke bare lige sådan at komme ind - tak til terroristerne, som fik amerikanerne til at ti-doble bureaukratiet omkring adgangen.

Som amerikaner skal du kontakte dit Member of Congress op til 6 mdr i forvejen, og hvis du er udenlandsk skal du kontakte din ambassade i DC. Jeg tjekkede Danmarks hjemmeside ud, og det var sørme opmuntrende læsning

NB! NO TOURS ARE OFFERED TO THE WHITE HOUSE AT THE MOMENT. It is not possible at present to say when there will be opened for applications again, but when it happens, it will be announced here.

The Danish Embassy can only apply for visits to The White House on behalf of groups of Danes (schools/educational institutions on study trips, businesses, organizations or similar).

Danes on ordinary tourist visits to the US are NOT eligible. (

Mødte en "tourist ranger" som fortalte at flere ambassader ikke magter bureaukratiet, og derfor bare skriver at det ikke er muligt at arrangere besøg. Nå, måske jeg en dag tager den virtuelle tur...

Jeg gik langs Pennsylvania Ave til "the Newseum" - et museum om nyheder. Ganske underholdende - og billetten var gyldig i to dage. Det kunne andre museer lære noget af... Alt er set fra et nyhedsperspektiv, og bl.a. kan man se dagens forsider fra aviser i USA og resten af verden. Jyllands-Posten og Politiken repræsenterer Danmark, men er ikke "on display", så den her er det tætteste vi kommer noget dansk

De lukkede museet kl. 17, og jeg var kun lidt over halvvejs, så jeg returnerede lørdag. Her fik jeg chancen for at være publikum til et program "Inside Media" som denne dag handlede om oscar (som blev uddelt dagen efter). Værten havde inviteret Ann Hornaday, en filmanmelder fra Washington Post. Der er to studier som bliver brugt af forskellige kanaler til forskellige udsendelser.

Derefter gik jeg på National Air & Space Museum, som ikke var helt så fantastisk som jeg havde forventet - skyldes nok at jeg allerede havde været på Kennedy Space Center og Boeing fabrikken, og så vrimlede det med børn, så støjniveauet var lige en tand for højt.

Søndag tog jeg på Museum of Natural History - og historien fra Air & Space Museum gentog sig. Et virvar af børn, så min koncentration forsvandt, men det var egentlig meget skægt at iagttage forældrene, som enten irettesatte børnene eller prøvede at få dem til at stå stille og smile bredt foran diverse montre o.l.

Næste gang jeg skal på dette museum skal det være en hverdag, for det var (endnu) et fantastisk museum. Jeg fortsatte min færd til Arlington National Cemetary - der var der fred og ro :)

Jeg har været der før, men det var første gang jeg "nåede toppen" aka Arlington House, hvor der er en fantastisk udsigt over DC. Jeg var også forbi den ukendte soldats grav, og kom tidsnok til at se en "nu skifter vi krans" ceremoni. En soldat, som ikke så ud til at være en dag over 19, men med en meget dyb stemme, instruerede os i at holde mund og vise respekt.

Det var en kort seance, men noget af en opvisning i militær præcision - og hvordan man ikke fortrækker en mine...

Efter Arlington gik turen videre til Pentagon Memorial - stedet til minde om ofrene for 9/11. Fordi det er så tæt på Pentagon, må man ikke fotografere udenfor the Memorial. Der er ikke så meget at sige til det - meget neutralt og smagfuldt - nogle vil måske sige uamerikansk.

Efter kirkegård og memorial var det tid til noget mere opløftende (?!) - oscar uddelingen. Jeg havde tv på mit værelse, så jeg tunede ind på ABC, og så Billy Crystal opføre de sædvanlige sketches. Enkelte var sjove, men jeg synes det trak lidt fra at han altid grinte af sine egne jokes. Jeg forstod ikke Angelina Jolies "pose", men nu har hendes højre ben fået sin egen twitter account - samme skæbne overgik vist J-Lo's nipple... Jeg synes hun var alt for nedringet, og håret alt for skrabet (så var Tina Feys har meget pænere) - og i øvrigt har vi set det hele før. En af de pæneste kjoler var efter min mening Sandra Bullocks, men den fik kritik for ikke at vise hendes former. Jamen - herregud - hun har jo ingen (altså i sammenligning med J-Lo, Kim Kardashian etc). Kritikerne og jeg var enige om Gwyneth Paltrow. Enkel og ligetil.

Ellers var det lidt kedeligt at se showet, men vinderne var ok. Selv om The Iron Lady er en lidt so-so film, yder Meryl Streep en fin indsats, og Jean Dujardin er ganske charmerende - med og uden lyd. Jeg har ikke set alle film der var nomineret til bedste film (mangler Tree of Life, Midnight in Paris og Warhorse - den sidste får jeg aldrig set), men jeg synes det var fortjent at The Artist vandt.

Mandag havde jeg besluttet at se lidt af DC fra en cykel. Ligesom i Boston har de bycykler, men noget mere forfinet end Københavner-versionen - og dyrere. Det koster $7 for et 24 timers medlemskab. Den første halve time af hver tur er gratis, men derefter er det vist $2 per halve time.

Jeg startede ved Iwo Jima Memorial, og derfra videre til Martin Luther King Memorial og endelig til Jefferson Memorial. Jeg parkerede cyklen, og holdt en pause på Starbucks. Da jeg så ville tilbage på cyklen, duede hverken kode eller kort, og så blev jeg sur. Jeg tog metroen til Foggy-Bottom for at komme til Georgetown. Der spottede jeg en cykel-station, og der virkede mit kort. Mystisk... Jeg cyklede lidt rundt, men havde ramt turistmuren, og havde egentlig mest lyst til bare at tage "hjem" og pakke. Så det gjorde jeg...

I går tirsdag tog jeg så toget fra DC til Philly, hvor jeg bor hos Kristine. Vejret var fint, så jeg nåede at gå en tur i nærområdet - og det var godt, for det var på den tur jeg spottede den cafe, hvor jeg stadig sidder, mens det stadig regner... Nå, det bliver bedre i morgen :)

Crab cakes og glædeligt gensyn

Så er det slut med Annapolis - hvor jeg har været siden i fredags - byen der huser US Naval Academy, hvor Danny er en såkaldt "plebe". Navy-speak for en førsteårs-studerende...

Jeg fløj fra Ft Lauderdale til DC - fik fat i min sidste lejebil (Dodge Avenger) - og kørte mod Baltimore, hvor jeg skulle hente Samantha. Fandt hende og ved fælles hjælp fandt vi Hampton Inn & Suites i Annapolis.


Ganske fint hotel - især fordi der altid er kaffe på kanden og en lind strøm af chocolate chip cookies :)

Lørdag mødtes vi med Danny, som havde fri fra lørdag kl. 12 til mandag kl. 18. Da han er i gang med "plebe year", skal han færdes i uniform - selv om han har fri. Plebes må heller ikke drikke alkohol, og hvis de taler i mobil, skal de stå stille...

Samantha og jeg blev hurtig enige om at vi ikke var skabt til et navy-liv, men Danny ser ud til at trives - og han har lige fået et scholarship til et 10-ugers ophold i Rusland til sommer, så han kan forbedre sine russisk-kundskaber. Det er dælme godt gået - ham har jeg passet i et helt år..! Nå, ja - han taler også arabisk... Danny er en meget fokuseret ung mand, så jeg er sikker på han driver det vidt.

Annapolis ligger ved vandet - nok meget smart når flådeakademiet ligger der - så der var basis for at indtage fisk. Vi nåede at smage crab cakes, crab dip og soup with crab - oh crab! Meget lækkert.

Det har været helt fantastisk at bruge tid sammen med "mine" børn - jeg så dem sidst i 2007, og der er sket meget på 4-5 år. De er ikke teenagere længere, så det hjælper jo en hel del ;)

Søndag tog vi til Washington DC og trissede lidt rundt på the National Mall. Vi mødte andre Midshipmen (fællesbetegnelsen for alle eleverne) - da det var en "long weekend", var mange forældre/søskende på besøg, og DC er mindre end en times kørsel fra Annapolis, så byen er en populær destination.

Det var helt vildt hvor meget folk gloede på Danny, og med alle de komplimenter jeg har fået for mine røde støvler er jeg overrasket over at ingen sagde noget til Danny, men bare stirrede...

Efter en omgang frisk luft og en sen frokost var vi klar til at komme indendørs, så vi fandt ud af at National Portrait Gallery var længe åbent. DC er fantastisk med alle de forskellige museer, så jeg glæder mig virkelig til denne uge selvom jeg sikkert kun når en brøkdel af dem.

Efter det kunstneriske input tog Danny ud til Dulles lufthavnen for at mødes med deres onkel, og Samantha og jeg kørte retur til Annapolis.

Mandag - som var Presidents Day - mødtes vi alle fire og spiste en god frokost. Deres onkel skulle retur til DC, så da han var kørt, skulle vi lige nå endnu en Annapolis treat - is! En kugle hos Annapolis Ice Cream Company svarer til to hos Paradis, men koster også $4...

Derefter var det tid til at Danny skulle retur til akademiet, og Samantha og jeg tog retur til hotellet. Mandag var også starten på Annapolis Restaurant Week, så Samantha og jeg fandt en god fiskerestaurant, som havde en 3-retters menu for $32,95. Vi fik muslinger til forret, crab cake til hovedret og jeg kunne lige klemme 1/3 cheesecake ned til dessert

Glemte helt at forevige resten af menuen, men den var delicious!

Her til formiddag - tirsdag - var vi forbi akademiet en sidste gang. Vi nåede en tur forbi Midshipman Store - hvor almindelige mennesker (Samantha og jeg) kun kan handle hvis man har en Midshipman med (Danny). Vi fik købt vores "souvenirs" - aka tøj - og sagt farvel til Danny.

Nu har jeg afleveret Samantha i BWI lufthavnen, og nu går turen til Arlington, VA hvor jeg har booket et værelse hos Julie og hendes familie. DC here I come!

Key West - what's not to like?

Varmen er tilbage - yay! Og jeg er for en kort stund væk fra trafik-helvedet i Miami :) Jeg bor på det absolut bedste hotel so far på min rejse - det er så også det dyreste, så det hænger vel egentlig meget godt sammen...

Jeg kunne uden problemer finde et dyrere hotel - gik forbi ét ved Mallory Square, hvor man kunne nyde solnedgangen fra poolen! Tjekkede prisen på nettet efterfølgende, og de billigste værelser starter på $350...

Og ja, man kan nyde solnedgange mange steder, men pointen er at Mallory Square er stedet hvor turisterne stimler sammen for at se solen gå ned - og ved at bo på det dyre hotel, kan man ligge i poolen (med en drink i hånden) i stedet for at mænge sig med pøblen, der sidder på cement-kanten (og er omgivet af måger og gøglere). Jeg kom tidligt - og havde første parket til solnedgangs-showet

Efter den omgang var det tid til lidt at spise. Jeg valgte Kelly's Caribbean Bar & Grill, hvor jeg nød frisk fisk og sluttede af med Key Lime Pie... tænkte at det skulle prøves, og hvor ellers end Key West..?!

I morgen er planen at ligge lidt ved hotellets pool og smutte forbi Hemingway's hus og nyde lidt mere af Key West, inden turen går tilbage til Miami/Fort Lauderdale. Udover at nyde solen hernede, så er strategien også at ramme Miami så tilpas sent at den værste myldretid er overstået!

Forresten, jeg var jo også på Airboat Tour i the Everglades. Det var en fab tur! Guiden var total indfødt "y'all had a sandbox when you were growing up - I had this" - som i the Everglades!! Tror han kender området pænt godt. Så alligatorer og andet dyreliv. Synes egentlig det er svært at beskrive turen - sådan én skal opleves!

Jeg tog en masse billeder, og jeg skal spare jer for alle her, men hvis I vil se dem - så klik her og start ved #503. Men det her skal I ikke snydes for

Næste stop på eventyret er Washington D.C. og Annapolis, MD... vi blogges ved :)

Forfrossen i Florida

Nå ja, så er det jo heller ikke værre, men set med Florida (Miami) briller, er det altså koldt! I dag nåede temperaturen - iflg bilen - op på 20 grader, men vinden er kold, så det gælder om at finde en solstråle. Bilen er i øvrigt en grå Toyota Camry - meget større end kattebakke fra Atlanta.

Apropos bil - trafikken i Miami er et mareridt. De skifter vejbane som vinden blæser UDEN at give signal, kører pænt stærkt og er pænt utålmodige - det ses også på en del af bilerne, som har en bule eller to. Jeg bor lige nu hos Wendy - gennem AirBnb - på en ensrettet to-sporet vej hvor fartgrænsen er 35 mph.

Det er der så ikke særligt mange der har registreret, for de drøner forbi - og her til aften, da jeg kom hjem, var det så også gået ud over en person på scooter. Så godt politiet på afstand, og jeg havde ikke mere end parkeret før en ambulance kom drønende.

Hvad der er sket ved jeg ikke, men gætter på at der har været en uopmærksom trafikant - hvor slemt det står til med scooter-personen ved jeg heller ikke, men jeg ved at jeg glæder mig til at komme væk fra dette trafikale helvede.

Inden jeg nåede til Miami, gjorde jeg holdt i Tampa, Orlando og Daytona Beach. Ikke det vilde at berette - jeg har taget det stille og roligt. Jeg er ved at være mættet med indtryk, så jeg stener lidt til tider.

Men jeg nåede da at ligge ved poolen i Tampa (der var det varmt nok) og jeg har også været i Legoland Florida. Godt, men dyrt - $75 for entre og $12 for parkering (forstår nu hvorfor Lego har overskud). Aktiviteterne er møntet på de 2-12-årige, men jeg fik da noget ud af Miniland. Jeg synes jo det er fascinerende at se hvad de kan bygge i lego.

Der er jo et væld af theme parks i og omkring Orlando, men jeg valgte at besøge Kennedy Space Center - egentlig meget interessant. Det er noget af et arbejde der foregår fra the space shuttle lander og til den letter igen. Det sjoveste var Shuttle Launch Experience - en simulator som giver en ide om hvordan det er at blive skudt ud i rummet. Jeg blev ved med at tro at mine øreringe ville falde af, men det var bare trykket og vinklen der drillede mig.

Derefter gik turen videre til Daytona Beach. Jeg havde købt "et godt tilbud" via GroupOn, men det var bare et almindeligt hotelværelse - beskrivelsen lød noget mere fancy end realiteterne kunne leve op til, men jeg havde da en lille altan.

Desværre var det ikke strandvejr - bare overskyet, blæsende og "kun" 15-20 grader. Jeg fik dog gået en tur på stranden - og dyppet tæerne i Atlanterhavet. Det var faktisk ikke så koldt, men heller ikke så varmt at jeg lyst til en rigtig svømmetur.

For at lave lidt kørte jeg ned til Ponce de Leon Inlet Lighthouse - formentlig en af de største attraktioner i dette område. Mit mål med besøget var at komme op i fyrtårnet, så jeg kunne se mig lidt omkring.

Jeg glemte så bare at tage højde for min ikke-eksisterende form, så de 203 trin op (og de 203 trin ned) resulterede i en mini-fiber... flot!

Lørdag sidst på eftermiddagen kom jeg til Miami, og så var jeg træt af at køre bil. Ikke at det var ubehageligt, men det kræver sin kvinde at køre på en 5-6 sporet motorvej, når de indfødte fiser forbi venstre om og højre om. Jeg valgte så at lægge mig i højre vejbane, så jeg kun skulle bekymre mig om hasarderet kørsel til venstre for mig.

Jeg fik fat i Jørgen og Charlotte (min tidligere kollega og hans kone), og kørte ned til dem (de bor 10 min. fra mig). Derfra kørte vi - i deres bil - til fodbold. De spiller indendørs med nogle af Jørgens kolleger, men jeg nøjedes med at kigge på. Efter kamp og lidt hygge viste de mig lidt af byen - set fra en bil, og bagefter sad vi og sludrede hjemme hos dem. Pludselig var kl. midnat, så jeg tøffede hjem (trafikken er sjovt nok mere civiliseret senere på aftenen), men inden jeg sov blev kl. 2 - jeg skulle jo lige læse om Whitney Houston. Vi havde hørt det til fodbold, men det skulle lige dokumenteres ved at tjekke people.com.

Jeg sov ok i min nye seng - men det var lidt koldt. Wendy var out of town, og Miami er jo ikke sted man tænder for varmen - og hun havde ikke forestillet sig at det ville blive så koldt, så hun undskyldte mange gange her til aften. Men det er vel derfor der er opfundet ekstra sokker, fleece trøjer mm. Nu er hun hjemme, og der er tændt for varmen!

Søndagen tilbragte jeg også i hr og fru B's selskab - det har været en ren fornøjelse at se kendte mennesker igen, og være lidt social. Vi cruisede rundt og så grafitti i Midtown, art deco i Miami Beach, og høje bygninger downtown.

Vi sluttede af hjemme i deres lejlighed på 22. etage - med et dejligt hjemmelavet måltid. Mums! Udsigten er heller ikke værst...

I dag, mandag, har jeg trasket lidt rundt i downtown - jeg tog metrotoget ind til byen. Jeg magtede ikke den trafikale udfordring (og de p-priser der følger med), og så er det jo også interessant at opleve den offentlige transport.

I selve downtown har Miami en såkaldt Metro Mover. En slags letbane med en cityring, en nordgående og en sydgående retning. Metro Mover er gratis, så jeg tog lige en omgang med den.

Nu er jeg ved at være grydeklar, men skal også være frisk til i morgen - skal på en af disse airboat tours i the Everglades og forhåbentlig hilse på en alligator eller to - og så duer det jo ikke at være lidt slap i betrækket... Som de altid sagde i Hill Street Blues - "Be careful out there"

Sunshine State - here I come!

Mens I fryser i lille Danmark bevæger jeg mig mod varmere temperaturer. Ikke at vejret har været dårligt de seneste par dage, men forventer alligevel lidt varmere grader i Florida.

Jeg forlod Birmingham, AL i onsdags i silende regnvejr - så var det jo heldigt at bilen er vandtæt. Inden afgang havde jeg dog et par solrige dage i Birmingham - nød bl.a. frokost i Railroad Park. En ret fin park som efter min mening har lidt af de samme kvaliteter som HighLinePark i NYC.

En anden lille fin ting var the Peanut Depot - som navnet antyder rister/sælger de peanuts... Det lignede mest af alt en slags smedje, men peanuts'ne fejlede ikke noget. Jan/Feb er "slow season", men det betød bare at ejeren havde tid til at fortælle lidt om processen - og byde på smagsprøver.

Jeg smagte samtlige varianter (4) - ristede, saltede, cajun-krydrede og kogte. Ja, kogte peanuts - ikke en delikat spise i mine øjne. Konsistensen var lidt a la bønner (altså ikke de grønne aflange) Endte med at købe en lille pose af de ristede - de var virkeligt gode... der kan Kims godt gå hjem! Der kom andre kunder i biksen, og ejeren pegede på mig og sagde til dem "she came all the way from Denmark to get the world's best peanuts"

Efter Birmingham gik turen til Atlanta, GA - home of Coca Cola og CNN. Jeg nøjedes med en tur hos den første. Skulle jo tro at Coca Cola tjente penge nok, så en lille rundtur kunne være gratis, men nej... $16 slap jeg for adgang til the World of Coca Cola. Det er ikke et tapperi, men de har det langsomste tappeanlæg - til ære for gæsterne, så vi kan se hvordan det foregår. Eller det er vist meningen - jeg synes bare jeg så tomme flasker, og vupti var cola i flaskerne...

Det de fleste nok kommer efter (uanset hvilken bryggeri-tur man er på) er smagsprøverne :) Der var vist 64 forskellige varianter fra hele verden. Flere versioner af cola, sprite, lemon mm - og så den mest afskyelige variant fra Italien; navnet er Beverly - husk det, og bestil det ALDRIG. Hvis det ikke var fordi det ville være ekstremt upædagogisk foran alle de besøgende børn, havde jeg spyttet det stads ud. Det var et eller andet surt (så vidt jeg husker - har allerede fortrængt hvordan det egentlig smagte).

I dag var jeg en tur i Georgia State Capitol - for første gang på alle mine capitol tours så jeg et "House of Representatives" in session. Et eller andet sted jævnt kedeligt, men fik da set en afstemning. House Bill 829 blev vedtaget...

Man måtte ikke tage billeder i repræsentanternes hus, og senatet var lukket - og låst, så jeg kunne ikke få nogle billeder af kamrene. Så I må nøjes med et af rotundaen.

Det der har slået mig mest ved Atlanta er manglen på Starbucks locations (spottede kun to!) og en hyggelig bymidte. Byen virker ikke særlig walkable - men det er jo også USA.

I morgen tidlig er det tid til at aflevere "jennifer lopez" bilen i verdens mest travle lufthavn - Hartsfield-Jackson Atlanta International Airport - og flyve til Fort Lauderdale - og afhente en ny bil (som helt sikkert er større!)