Hej igen - har lovet mig selv at jeg ikke orker endnu et monsterindlæg, så derfor er der allerede nyt. Sidder nu på mit motel i Alameda. Ikke så langt fra Berkeley - kl. er kun lidt over 20, men jeg tror min krop følger solen (i hvert fald om aftenen). Når solen går ned bliver det pivmørkt, og jeg bliver helt automatisk træt... Kan så afsløre at jeg ikke står op med solen!
Anyho, må lige komme med den endnu en lille detalje fra i torsdags hvor jeg forlod SF. Jeg var jo forbi Miras arbejde for at hente linser. Vi stod i lobbyen og snakkede, da et par kolleger kom forbi og sagde "did you feel the earthquake?" - vi sagde nej, og mente det måtte være sket lidt tidligere. "No, it happened just now - while you were talking." Så hvor mærkeligt det end lyder kunne folk blot 5 meter væk mærke det, men vi kunne ikke… weird! Jeg hælder til at mine Nike løbesko er super absorberende :)
Hov, der er lige en fantastik reklame i flimmeren. Den er for ChristianMingle.com - en dating side for kristne (inklusiv fisk und alles) "sometimes we wait for God to make that next move, when God is saying - it's your turn to make a move" - altså siger Gud at du skal bruge dine penge på lige netop vores hjemmeside...
Som nævnt er jeg tæt på Berkeley - og det var der jeg spiste tidlig aftensmad. Troede så jeg skulle trille lidt rundt på University of Berkeley - ja, er nu med bil igen (en Nissan et eller andet) - men spottede solnedgangen, og kørte ud til Berkeley Marina. Jeg var ikke den eneste der var taget derud, og det forstod jeg godt. Jeg har aldrig set så smuk en solnedgang - himlen var flere nuancer af rød, og jeg havde udsigt til SF, Golden Gate Bridge og Marin County. Wauw!!!
Nå, jeg forlod jo SF til fordel for Sacramento hvor jeg ankom torsdag ved 18tiden, og Susan hentede mig ved stationen - fantastisk at se et kendt ansigt. Vi tog direkte ud at spise på en hyggelig restaurant med udendørs servering - vejret var jo så godt at det ville være fuldstændig tosset at sidde indenfor. Bagefter tog vi hjem til Susans lejlighed og snakkede "gamle dage" mm, og jeg fik hilst på Pippa og JJ - Susans to katte, som er søster og bror. Pippa har kun en halv hale, så tvivlsomt om hun nogensinde opnår samme popularitet som en vis brudepige af samme navn...
Fredag kørte vi op til Susans veninde Susan… ret smart med samme navn - så kunne jeg da huske det, men måske I bliver lidt forvirrede ;) Hun bor lidt uden for Nevada City (som er en god times kørsel fra Sacramento) i et relativt øde, men smukt område. Der er faktisk to huse på grunden, så jeg overnattede i det ene (det bageste på billedet) - det kan man da kalde luksus.
Inden vi nåede helt frem, stoppede Susan og jeg i selve Nevada City som er en hyggelig lille flække, som især lever af turister omkring juletid. Den havde sin storhedstid da der blev fundet guld i Californien, og tilbage i 1849 hed den blot Nevada, men så kom der en stat med samme navn, så klogt nok valgte de at tilføje City…
Ellers stod den mest på afslapning - øl, vin, snacks og steaks. Susan og jeg tog også lige en tur ned forbi "Rock Creek" - det mest syrede skete på vejen tilbage, hvor jeg spottede en hvepserede. Den var rimelig markant, så hvorfor jeg ikke så den på vejen ned til the creek aner jeg ikke, men spøjs - det var den. Se selv billedet!!
Lørdag efter et sent, men dejligt morgenmåltid, kørte Susan og jeg retur til Sacramento. Vi kørte ned til Old Sac og gik en tur - ligesom Nevada City, er Old Sac en gammel, hyggelig by (navnet antyder det ligesom), men Susan fortalte at det også er her folk går ud. Det var også her vi spiste middag - nærmere betegnet på Joe's Crab Shack - meget fedtet, men sjovt og godt! Restauranten findes i flere byer og stater, men det gør jo ikke nødvendigvis maden dårligere.
Jeg er virkelig blevet forkælet (igen). Susan var ikke til at hugge eller stikke i mht at få lov til at betale noget som helst, så det har været en meget billig weekend (men jeg har en lille plan for "tilbagebetaling").
I morgen mandag står den en laaang køretur langs Highway 1 og 101 op til Eureka. Iflg Google Maps tager turen 7,5 time, så jeg skal snart se dyner - og I derhjemme i DK skal snart op ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar