søndag den 22. januar 2012

Heading south...

Har "overstået" Nashville, Memphis og Clarksdale - og i dag går turen syd på mod Jackson, MS. Når jeg hører/ser/skriver Jackson begynder jeg altid at nynne/synge "Jackson" i bedste Carter/Cash stil for mig selv. Om det er Jackson, MS de synger om ved jeg ikke - der findes en del Jacksons..

Anyho - Nashville.. jeg var træt, det var pi...koldt og jeg havde lidt en "San Francisco" fornemmelse af skumle typer, så jeg kom ikke ud om aftenen, men fik da besøgt Country Music Hall of Fame. Jeg var ikke voldsom imponeret over selve bygningen og udstillingen, men kunstnerne fejler jo ikke noget. Måske lige bortset fra Dolly Parton, som egentlig var en pæn dame "back in the days" - nu er hun en levende reklame for hvorfor man IKKE skal rode for meget med botox og plastiske indgreb...


Nashville er også Grand Ole Opry, men jeg rejser som bekendt "udenfor sæsonen", så den var selvfølgelig lukket. Jeg havde droppet the Ryman Auditorium, fordi jeg troede at det var endnu en "hall of fame" rip-off. Jeg skulle nok have gjort et lidt bedre benarbejde, for Grand Ole Opry startede i Ryman Auditorium. Jeg så det godt på brochuren, men tænkte ikke mere over det. Så kan jeg lære det

Jeg valgte i stedet "det sikre" - Tennessee State Capitol og en smuttur på Nashville Public Library. Gratis glæder :) Senatet var "in session", men der var låst til tilskuerpladserne... så meget for demokrati ;) House of Representatives var ikke i gang, så der var frit spil til at tage billeder.


Derefter gik turen mod Memphis, hvor jeg havde booket overnatning via AirBnb. Jeg boede hos Taryn - en lidt speciel og meget snakkende kvinde i start-40'erne. Hun var meget åben og havde en lille cookie-business, så det meste af tiden var hun i gang med at bage. Men hun havde også tid til at lave en fantastisk morgenmad...


Fredag aften var vi på Molly Fontaines - et sted i stil med Rubys i Kbh, men med lidt tendens til klubstemning på førstesalen. Nedenunder (hvor vi var) spillede en ældre kvinde på klaveret - Taryn kendte hende af navn, og hun spillede bl.a. At Last - Etta James' store hit. Det skal nok sælge godt på itunes nu - der er ikke noget bedre salgsfremstød end at dø...


I løbet af dagen havde jeg lagt vejen forbi Stax Museum og Sun Studio. Første stop var på anbefaling fra Taryn - og jeg blev ikke skuffet. Stax er "museum of american soul music", og var i 60'erne stedet hvor Isac Hayes og Otis Redding m.fl. indspillede plader. Meget bedre end Country Music Hall of Fame!

Ligeså med Sun Studio (eller Sun Records) - det legendariske studie hvor Elvis Presley skar sin første plade, og Johnny Cash ligeså... Fedt lille sted.


I selve studiet greb tourguiden guitaren, og jammede med på Walk the Line. Ikke for at spille smart, men for at illustrere hvordan et stykke papir (i dette tilfælde en dollar) rundt om strengene gav den "trommeagtige" lyd. Johnny Cash skulle spille på Grand Ole Opry - og Sam Phillips (ejeren af Sun Studio) vidste at trommer ikke var tilladt. Derfor var de nødt til at finde på noget - og det blev altså et stykke papir rundt om strengene. Simpelt...

Jeg skulle selvfølgelig også lige gribe mikrofonen...


Lørdag gik turen til the Lorraine Motel - stedet hvor Martin Luther King Jr. blev skudt, og som nu huser Civil Rights Museum. Et interessant sted, og jeg hverken kan eller skal undskylde på den hvide races vegne, men hold op hvor er det hovedrystende at hudfarve spillede så stor en rolle. Men det er jo en større historisk omgang, så den holder jeg mig fra.



Jeg hastede videre til Graceland - og kunne næsten høre min penge forsvinde ned i et sort turisthul. Jeg valgte endda discountudgaven til $32 - kunne også have taget VIPudgaven til $70, men jeg havde ikke så meget tid - og nægtede at bruge så mange penge på en død mands hus!


Graceland er faktisk ikke så pompøs som jeg havde troet. Huset er da ok stort (der er ikke adgang til førstesalen, for det var Elvis' (og familiens) private område - og det skal der ikke ændres på) men ikke prangende. Og så bærer det selvfølgelig præg af at det peakede i 70'erne! Grønt tæppe på gulv (og også på loftet)!



Men vildt at se hvordan blomster stadig vælter ind (han har selvfølgelig også lige haft fødselsdag), alle hans sølv-, guld- og platinplader - og hans "over-the-top" outfits.


Derefter gik turen til Clarksdale - bluesmusikkens vugge (iflg Politiken). Jeg kom først på aftenen, og nåede at slappe lidt af inden jeg tog på Ground Zero Blues Club. Der var et band som spillede cover numre - ikke prangende, men absolut ok. Hang ud i baren et par timer, og så vendte jeg snuden hjemad. Folk var ved at være selskabeligt overrislede, så det var mit cue to leave. Jeg var i bil, og havde ikke rigtig fået aftensmad, så jeg tog turen gennem Wendy's drive thru kl. 23 og fik et par cheeseburgers. Sundt og nærende måltid :)

Now... I'm going to Jackson

Ingen kommentarer:

Send en kommentar