Som nogle måske har bemærket på Facebook, så er jeg nu i Canada - nærmere betegnet Vancouver, BC. I min naivitet troede jeg det ville være "piece of cake" at krydse grænsen - har mere frygtet turen tilbage til USA, men jeg er blevet klogere!
Jeg rejste med Amtrak - som jeg troede betyder tog på amerikansk... men her har jeg også lært noget nyt. Det kan også godt betyde bus. Så vidt jeg kan gennemskue af min billet fra Vancouver til Seattle skulle den del dog foregå med tog (gad vide om de kun har fået lagt ét spor?)
Nå, den venlige buschauffør fik os sikkert frem til grænsen mellem USA og Canada - og forklarede os at canadiske toldere har deres måde at gøre tingene på, og han skulle melde vores ankomst og sætte bagagen ud på fortovet, før vi måtte komme ud af bussen. Det fik vi så lov til - og så var det om at gribe kufferten og stille sig op i køen. Vi var ikke mere end 10-15 stykker, så mere dramatisk var det heller ikke.
Jeg blev kaldt hen til den ene af tre skranker, og ligesom deres amerikanske kolleger, så er canadiske toldere ikke meget for at smile eller virke imødekommende. Jeg blev spurgt om jeg havde været i Canada før og noget andet standardhalløj, men da jeg så blev spurgt om hvad jeg laver derhjemme (som i arbejde) svarede jeg ærligt og redeligt "arbejdsløs" - det gik nemlig fint da jeg sagde det ved ankomsten til USA. Den canadiske tolder fik en brøkdel af en tic (men jeg spottede den) og bad mig gå gennem døren til et venterum, hvor "someone would be with me shortly"
Den someone var den samme som jeg lige havde talt med (!) men nu ville han gerne have noget dokumentation for at jeg også havde tænkt mig at forlade Canada igen. Vi skriver jo 2011, så mit liv ligger stort set på min Mac - aka online, men der var ikke adgang til wifi ved grænseovergangen... Så jeg blev pludselig meget glad for at min gamle SonyEricsson mobil kan gå på nettet, så jeg på en lillebitte skærm kunne vise den gode tolder min flybillet fra Seattle til Denver. Derefter gik det noget bedre og vupti - efter 10-15 minutters grænsebøvl, kiggede tolderen på mig (med en antydning af et smil) og sagde "Welcome to Canada" med en meget venlig stemme.
Resten af turen gik smertefrit, og jeg fandt uden større problemer frem til mit nye logi. Jeg bor supercentralt i Westend bydelen af Vancouver. Min vært hedder Roxana, har norske forældre (som vist ikke har boet i Norge i mange år) men hun er adopteret, så der kommer ikke nogle skandinaviske gloser ud af hende. Hendes lejlighed er en to-værelses - dvs jeg har soveværelset og hun har stuen. Lejligheden ligger på 8th floor, og fra altanen kan man nyde udsigten over by, bjerge og vand.
Har ikke taget nogle billeder endnu, så dem må I have til gode (og i mellemtiden nyde de 507 jeg har taget indtil videre). I går burde jeg måske have taget nogle, for solen skinnede - og i dag har det regnet hele dagen... Det blev mørkt kl. 17... Vi gik tilbage til vintertid natten mellem lørdag og søndag, så nu er jeg igen 9 timer bagud.
Men uanset vejret har jeg allerede fået et rigtig godt indtryk af Vancouver - og dens indbyggere. Venlige uden at være over the top. Det tegner til at blive nogle gode dage :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar