lørdag den 12. november 2011

Raindrops keep falling on my head

Siden sidst har vejret spillet en lidt større rolle - eller rettere en noget vådere rolle... og det lægger en helt naturlig dæmper på lysten til at traske rundt udenfor. Men så er det jo godt at jeg både har indernet, sudoku,  bøger, blade og aviser...

Torsdag havde jeg sat vækkeuret (en rutine jeg er kommet helt væk fra siden afrejse) for jeg havde sat mig for at nå den første shuttlebus op til Capilano Suspension Bridge - en hængebro/turistattraktion lidt nord for Vancouver. Det var helt ok at være der, og der var meget naturskønt, men tror jeg blev lidt skuffet fordi brochuren (efter min mening) lagde op til noget større - sådan arealmæssigt. På plussiden tæller dog at det holdt tørt mens jeg var der :)




Faktisk var torsdag så fin en dag at jeg valgte at tilbringe den på altanen. Det er ret lækkert at sidde ude og nyde solen (uden brug af terrassevarmere, tæpper e.l.)



Det gælder så også om at nyde den mens den er her, for den forsvinder så småt ved halv-fem-tiden... men så kan man jo krybe ind i biografens mørke - hvad jeg gjorde senere. Så Tower Heist med Ben Stiller, Eddie Murphy m.fl. - og fik helt optur over at Eddie a) faktisk stadig kan være sjov og b) ikke var klædt ud!

Fredag gik turen til Gastown - et af Vancouvers berømte kvarterer. Det er nok mere tiltalende på en lun forårsdag, end på en råkold efterårsdag. Hele morgenen havde det p..... ned, så da der var et ophold i regnen bevægede jeg mig udenfor - kun for at konstatere at lidt solskin hurtigt kan slå over i en meget kold blæst. Så kan det hedde Gastown alt det det vil, men varme var der ikke meget af!

Her til formiddag (lørdag) bevægede jeg mig så ud igen - denne gang i lidt støvregn til at begynde med. Og at det blæste i går, vidner det her vel om (jeg undrer mig stadig over hvordan der stadig er blade tilbage på træerne.



Turen gik mod Yaletown - et andet af Vancouvers berømte kvarterer (alt er vel berømt hvis man læser en turistbrochure) Regnen var taget til, og igen - ligesom Gastown - så tror jeg charmen er direkte proportional med tørvejr og varme. Det hjælper så at rende ind i denne firbenede charmetrold - charmen består i det absurd store underbid. Tror ikke den har drukket vand i dag, for med alt det regn har skuffen sikkert været fuld ;)



Men nu har jeg set kvarteret, og fordelen ved at tosse rundt i regnen er jo at man så kan komme hjem og lave en dejlig kop varm chokolade :)

Håber på lidt bedre vejr i morgen, for turen går til Victoria - og det skal I nok høre mere om! Men nu skal jeg sove, for vækkeuret er sat til 7:30!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar